På et tidspunkt begyndte hun fra scenen (noget indforstået) at forsvare sig oven på en debat, der var opstået på nettet i kølvandet på en af hendes mange opdateringer – denne gang en, der handlede om, at hendes kalender var spækket med aftaler, og at hun var stresset. Hun forklarede, at hendes kalender faktisk var ”beyond fucking sindssyg” – selv om hun ikke havde givet så mange koncerter i år. Og hun forklarede, at grunden til at hun ikke havde givet så mange koncerter var, at hun havde fået brug for at trække stikket lidt ud og gøre sig nogle tanker om, hvordan hun fremadrettet skulle optræde live.
At dømme efter hendes optræden i Tivoli, var hun ikke nået så langt i sine overvejelser. I hvert fald havde hun ikke nået at få implementeret noget afgørende nyt. Vel optrådte hun foran Tivolis Symfoniorkester, ”det er for fucking sindssygt”, men hun teede sig stadig som en teenager, der var i sine følelsers vold. Hun talte stadig alt for meget mellem numrene, i betragtning af at hun ikke havde noget at sige. Hun var stadig i sine følelsers vold og ”græd” og ”følte” og ”tænkte”, uden at man som publikum havde chance for at koble sig på gråden, følelserne og tankerne.
Man var ikke i tvivl om, at hun var ”stolt” over at stå foran et helt symfoniorkester. Det sagde hun nemlig mange gange. Men altid formulerede hun det sådan, at hun selv var i centrum, ikke orkesteret. Man troede hende dog, da hun fortalte, at dirigenten og orkesteret, da hele konstellationen havde øvet i mandags, havde betjent sig af et sprog, der var ”fucking beyond os andres”. Shit, tænkte jeg. Der blev vi taget som gidsler. Hun tror, at vores / hendes publikums tanker, refleksioner og udtalelser er på niveau med hendes! Hvordan kan hun tro det? Er der ingen, der korrigerer hende? Er hun kun omgivet af rygklappere, der dyrker hende som var hun Niels Bohr? Befinder hun sig i en forestillingsverden, hvor partiturmusikere er Nobelpristagere og alle os andre helt almindelige, som hun?
Kunne hun ikke, i det mindste, bruge sin formue på et erhverve sig Århus Universitetsforlags fine serie af let læselige pamfletter, som under fællesbetegnelsen Tænkepauser giver nogle begavede udlægninger af begreber som magi, kærlighed, vrede, fjendskab, frihed, tillid, tid, håb. Læste hun dem kunne det jo være, at refleksionsniveauet i hendes sange og kommunikationsniveauet på ”hendes scener” forbedrede sig. Dét ville næppe skade. For hendes tekster er altså indtil videre kun som tilfældige nedslag i poesi- og dagbøger skrevet af forsmåede teenagepiger. Refleksionsniveauet er ringe, offermentaliteten åbenlys, egoet altoverskyggende.
Man kan håbe, at hun bruger sin tænkepause til at tænke sig om. Eventuelt til at lytte til andre end fans og rygklappere. For der er meget i hendes sceneoptræden, der kan justeres. Lige som der er meget i hendes tekster, der kan.
Hun kan bemægtige sig en scene. Og hun kan synge med autoritet. Det demonstrerede hun i Tivoli. Men – selv når hun optræder foran et ”fucking” symfoniorkester, forbliver hun i en komfortzone, som hun selv skaber, og som ingen river hende ud af. Ændrer hun ikke på det, vil hun blive en døgnflue i popmusikkens verden. Derfor er hendes tænkepause og omgivelsernes respons herpå afgørende. Tivolis salgsargument: at man ville opleve en mere nøgen, ærlig og måske også moden Medina på Plænen, holdt ikke stik.
To gange, fredag aften, blev hun dog udfordret på scenen. Den ene gang var, da Burhan G kom på scenen til en duet i nummeret Mest ondt. Her bestod udfordringen i, at Medina måtte bruge nogle af sine kræfter på at tøjle sin begejstring. Hun mindede billedligt talt om en hund, der hoppede op og ned af sin ejer efter en hel dags ensomhed. Den anden gang var, da Specktors kom på scenen og rappede deres Låksus featuring Medina. Nummeret var nok monotont, men også præget af en ustyrlig energi, som var klædelig. Specktors var ikke så optaget af følelser og tanker. Tvært imod havde to rappere en udadvendt, maskulin pondus, som klædeligt udfordrede Medinas komfortzone. Netop derfor var deres fem minutter på scenen aftenens suverænt bedste. Skarpt fulgt af symfoniorkesterets og Medinas sidste fem minutter i nummeret Kun for mig.
*** / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk