Michael Wollny er for Tyskland, hvad Carsten Dahl er for Danmark, Leszek Mozdzer for Polen og Iiro Rantala for Finland: en eminent jazzpianist med et exceptionelt gehør og en helt særegen evne til at finde ind til nerven i musikken – uanset om det er som solist, i duo- eller trio-formatet. Tirsdag aften optrådte maestroen på Vinterjazzfestivalen, nærmere bestemt på Copenhagen Jazzhouse, sammen med den tyske trommeslager, Eric Schaefer. Og dén optræden – som var kommet i stand via et samarbejde mellem Vinterjazzfestivalen og Hamborgs Elb Jazz Festival – bekræftede, at både gehøret, teknikken og den kunstneriske nerve var top-tunet.
Michael Wollny er i særklasse dygtig. Han mestrer balladen såvel som den helt uforudsigelige improvisation, soloen såvel som samspillet og er – oven i alt dét – en ukonventionel tænker. Han er, som Frankfurter Allgemeine Zeitung har skrevet, i besiddelse af alt ”hvad man kan forlange af den perfekte jazzpianist: en mesterlig teknik, en overvældende fantasi, disciplin, sans for det kreative kaos, sensitivitet og æstetisk sans.”
Hans medsammensvorne, Eric Schaefer, er imidlertid heller ikke en novice. Han er tværtimod en uhyre dygtig, nysgerrig og innovativ trommeslager, der bevæger sig frit i samtidsmusikken og både mestrer jazzen, postrocken, dubben og støjen.
Wollny og Schaefer har – i forskellige konstellationer – spillet sammen i hen ved femten år. Og det indbyrdes kendskab, som den årrække og fælles erfaring har afstedkommet, er i dag helt åbenlyst i deres sceneoptræden. Således også under koncerten i Copenhagen Jazzhouse.
Det stod fra koncertens start klart, at de to ikke vidste præcist hvad, de ville spille. Det var åbenlyst, at de havde en anelse, idet man i passager kunne ane melodier, konstatere at de havde aftalt en timing og på et eller andet sæt vidste, hvor de ville hen. Men samtidig var det åbenlyst, at de begge improviserede, og at de begge havde det exceptionelle gehør.
Wollnys spil favnede hele paletten – fra det absolut sårbart melodiske til det absolut aggressivt avantgardistiske – og Schaefers spil matchede det. Hans trommespil favnede alt fra det ømt tilbageholdende til det helt eksplosive og var konstant som i intens dialog med Wollnys klaver. Størsteparten af koncerten var i et højt up-tempo, teknisk meget krævende – alene på grund af tempoet. Fæstnede man blikket på Wollnys hænder kunne man få hjertebanken af svimmelhed, forhøjet blodtryk eller det, der var værre. Så usandsynlig hurtigt spillede han, at klangene nærmest stod i kø for at komme ud af flygelet. Men, og det er nok så væsentligt: han gjorde det ikke for at demonstrere sin tekniske kapacitet, men fordi musikken eller lejligheden bød ham at gøre det. Og rent kunstnerisk: det fungerede. Klangende smeltede sammen og blev til fascinerende flot improjazz af høj kaliber.
***** / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk