Cymin Samawatie Cyminology: Phoenix

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den iransk/tyske sangerinde, Cymin Samawatie, og hendes orkester, Cyminology (der består af Benedikt Jahnel på klaver, Ralf Schwarz på kontrabas, Ketan Bhatti på trommer og Martin Stegner på bratsch), har med Phoenix skabt endnu et enestående værk, hvorpå kammerjazzens subtile dynamik og den persiske poesis naturlige rytmik mødes – i grænselandet mellem det komponerede og det improviserede. Phoenix er Samawaties tredje album på ECM, og det adskiller sig især fra de to tidligere – As Ney fra 2008 og Saburi fra 2010 – ved, at Stegner fra Berliner Filharmonikerne er stødt til med sin bratsch. Han har siden 2011 jævnligt optrådt med Samawaties Cyminology, men det er først på dette tredje album, at instrumentet – der kommer så tæt på den menneskelige stemme – foreviges i Samawaties fortsatte dialog mellem øst og vest. Phoenix er dedikeret til ikoniske Forough Farrokhzaad – forrige århundredes ubestridt største og mest indflydelsesrige persiske digter. Men udover at sætte musik til nogle af hendes digte, har Samawatie selv skrevet enkelte tekster, lige som hun sætter musik til klassisk sufi-poesi af Hafiz og til tekster af Nima Yushij – den moderne persiske poesis faderfigur.

****  /  ECM Records  /  50 min.  /  Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES

Please follow and like us:

  • 0
  • Share