Whiskynørdernes paradis ligger i Køge… Interview med brødrene Braunstein

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

Brødrene Braunstein blev trætte af VVS og værktøj, afhændede deres grossistvirksomhed og tog til Skotland på fisketur. Fangsten var ringe, men idéerne mange. De besluttede at bruge deres formue til at etablere en dansk produktion af single malt.

Uanset hvor på kajen man stiller sig ved Køges sydlige havneindløb, uanset i hvilken retning man spejder, er der intet, der indikerer, at en af bygningerne rummer det, der skulle tage myndighederne to år at sikkerhedsgodkende. Men dét er tilfældet. Selv om alt ånder fred og havneidyl.

Da brødrene Braunstein for ti år siden – på det tidspunkt, hvor mikro-bryggerierne begyndte at blomstre op over hele landet – besluttede sig for at indrette et bryggeri og destilleri i en af de gamle havnebygninger på Søndre Havnevej, måtte de vente i to år på tilladelse til at destillere. For med så megen alkohol opmagasineret under ét tag, var eksplosions- og terrorfaren evident, mente myndighederne.

I dag er Braunstein bryggeri og destilleri ikke bare en af Køges blomstrende iværksættervirksomheder, det er også en af byens store turistattraktioner med hen ved 12.000 besøgende hvert år. Gæsterne kommer til rundvisninger, til åbent hus arrangementer, deltager i firmaarrangementer og står i kø til Braunsteins whisky festivaler. Og dette sidste er nok så vigtigt. For brødrene Braunsteins bryggeri og destilleri udsprang fra første færd af en interesse for single malt.

Innovativ og kvalitetsbevidst

Jeg møder brødrene Michael og Claus Braunstein i mikro-bryggeriet på havnen, bliver vist rundt i bryggeriet og destilleriet og endelig introduceret til den meget brede vifte af produkter, som Braunstein i dag selv producerer og repræsenterer.

Braunstein er såkaldt ’ambassade’ for skotske whiskyproducenter som Balvenie, Glenfiddich, Ardbeg, Dalmore og Highland Park. Men Braunstein har også en egen produktion af øl – en hel vifte – og af snaps, gin, rom, bitter, calva og whisky – især sidstnævnte i en meget omfattende vifte af individuelle smage. Hovedparten af whiskyen lanceres under navnet: Braunstein Library Collection efterfulgt af et tal, der indikerer, i hvilket år whiskyen er tappet. Andre lanceres under navnet: Edition. Andre igen under navnet: Danica. Alle mikro-destilleriets whiskyer er eksklusive alene af den grund, at de tappes og sælges i begrænsede oplag – til det danske marked typisk i en størrelsesorden fra 300 til 1200 flasker.

Den dag, jeg er på besøg, er Michael tydeligvis ærgerlig over, at den leverance af dild, der – som et forsøg – skulle have været tilsat en ny produktion af gin er af for ringe kvalitet. En ny må fremskaffes. For idéen tror han på. Og dén reaktion skal vise sig at være meget sigende for virksomheden: Brødrene Braunstein er helt åbenlyst innovative og kvalitetsbevidste.

Da rundvisningen slutter i det kombinerede destilleri og barområde får jeg høj vandstand. Synet af de mange whiskyer er på én gang stærkt foruroligende og stærkt beroligende. Jeg forstår, hvorfor Claus kalder dette whiskynørdernes paradis. At opholde sig her, omgivet af al de single malts, kan få enhver whiskynørd til at fælde en tåre. At hen ved 500 nørder – hovedsageligt danske og svenske – møder op til åbent hus hver måned er forståeligt.

Tankerne fløj: lad os lave whisky

Eventyret startede i 2005. Eller i virkeligheden noget tidligere.

”Både Michael og jeg har fra barnsben haft en interesse for snaps,” fortæller Claus. ”Og det skyldes, at vores farfar var medstifter af Køge Snapse Laug. Han og de andre i lauget lavede deres egen kryddersnaps. Så da Michael og jeg årtier senere – efter at have solgt vores grossistvirksomhed i 2000 – var på fisketur i Skotland og sad og kiggede ud over floden, uden at fange noget, fløj vores tanker: Når vi nu alligevel interesserer os for single malt, og der er så meget korn i Danmark, hvorfor laver vi så ikke vores egen whisky?”

”Vi havde arbejdet sammen i grossistvirksomheden og ville gerne fortsætte med at arbejde sammen. Så da vi kom hjem, fordelte vi opgaverne og gik i gang: Hvad skulle der til for at gøre idéen til virkelighed?”

”Vi vidste, at vi – i stedet for selv at spille amatører – ville hyre folk, der kunne deres kram, så brygmesteren fandt vi i Tyskland. Bryggeriets udstyr fandt vi i Baltimore i USA. Her var der et bryggeri, der skulle lukke. Michael tog over, kiggede på det, købte det og fik det afskibet til Danmark. Vi fik det restaureret og opgraderet. Dermed havde vi vores bryggeri.”

”Et destilleri skulle vi også have. Og det skulle som udgangspunkt både kunne håndtere snaps, gin og whisky. Dét købte vi i Tyskland, men i det forberedende arbejde skelede vi hele tiden til USA, hvor mange bryggerier også destillerer. Og udgangspunktet for at destillere er altså, at man har et bryggeri. Da øl er et folkeligt produkt, er det oven i købet et godt forretningsmæssigt udgangspunkt for den mere raffinerede produktion af snaps, gin og whisky.”

”Sådan startede vi.”

Øllet var vores udgangspunkt

”Vi vidste, at vi ville starte med en Braunstein øl og ende op med en Braunstein Whisky. Vi var enige om, at vi – uanset hvad – ville lave et godt produkt, for helt grundlæggende var det vores idé, at vi ville brygge, drikke og sælge resten. Med andre ord: Vi startede det hele op for vores egen fornøjelses skyld, og vi ville ikke lave noget, vi ikke selv kunne stå inde for. Derfor valgte vi også at bruge vores eget navn på produkterne.”

Jeg siger til de to slanke og åbenlyst meget sunde brødre, at de ikke ligner nogle, der stikker deres næser dybt i tønderne. Det viser sig da også, at Michael i sin fritid dyrker ironman og i øvrigt har cyklet tværs over USA i Race Across America. Claus er med egne ord ”mere menneskelig.” Han ”nyder bare at smage whisky.”

Jeg spørger ind til navnet Braunsteins oprindelse og får at vide, at det stammer fra brødrenes mor. Hendes forældre var fra Østrig.

”I starten kaldte vi vores øl Braunstein, og vi påførte alle vores labels logoet med de to B’er for ’Braunstein Bryghus’. Mange forbrugere troede bare, at vores øl var tysk, og derfor gik vi over til at kalde den Nesgaard. Men i takt med at vores whiskyproduktion blev kendt, skiftede vi øllets navn tilbage til Braunstein.”

Whisky er et waiting game

Braunsteins øl sælges i dag vidt og bredt, men hovedsageligt i Coops supermarkedskæder for, som Michael siger: ”Distribution er dyr, og det er ikke rentabelt for os at sende en kasse hid og en kasse did”. Øllet pakkes på paller og afhentes på bryggeriet i Køge af Coop.

Men med alkoholen er det en anden sag. For det første sælges den i mindre oplag, for det andet i forskellig forklædning – afhængigt af, om den skal ud på det danske eller udenlandske marked.

”Vi har solgt whisky siden 2010, men der er ingen tvivl om, at mange fade bliver bedre af at ligge i længere tid. Halvdelen af vores whisky sælger vi i Danmark, halvdelen i udlandet. Men uanset hvad er problemet, at vi ikke har så meget at afsætte, endnu. Vi frigiver først de enkelte fade, når de er klar. Om det enkelte fad er klar til frigivelse om et eller fem eller ti år, kan vi ikke sige, for sådan er det: ’Whisky er et waiting game’. Og heldigvis har vores økonomi ikke tvunget os til at bøje den regel.”

Brødrene besluttede fra start – efter årene med grossistvirksomheden – at Braunstein aldrig skulle vokse og få mere end ti mand tilknyttet. Dén beslutning kan dog vise sig at blive en udfordring, for Michael – som står for slag og marketing – har det samtidig sådan, at ”stilstand er tilbagegang”. Derfor er Braunstein til stadighed på udkig efter nye markeder.

”Vi laver den mængde øl, vi skal,” siger Claus – som står for produktion og produktudvikling. ”Vi skal ikke lave flere. Men vi skal lave mere spiritus. Især gin. De danske forbrugere har nemlig fundet ud af, at gin kan have andre smagsnuancer end Gordons. Det er derfor, vi tænker i dild lige nu.”

Kunsten at have et whiskylager

Jeg vender tilbage til whiskyen og til spørgsmålet om den lange produktionstid og de mange forskellige farve- og smagsnuancer, som Braunsteins kommer ud i.

”Vi havde helt fra start respekt for den skotske måde at lave whisky på, men vi vidste også, at vi ville lave vores egen version – en let frugtagtig whisky i en røget og ikke-røget udgave. Under alle omstændigheder en frugtig alkohol.”

”Det, der bare gør whisky så kompleks, er, at du kan have to fade op ad hinanden, de kan være skåret af samme træ, have samme størrelse, whiskyen kan være destilleret samme dag. Er det ene fad skåret af kernetræ, det andet ikke, kan der være ti års forskel på, hvornår whiskyen topper. Vi ved, at nogle af dem, vi har oplagret, ikke topper før om tyve eller tredive år. Nogle gør om to, andre om fem år. Netop dét gør det til en kunst at have et lager. Man skal konstant udbygge det, og ikke bare tappe. Man skal give whiskyen en chance for at modne.”

”Library Collection og Edition serierne er whiskyer med individuelle karaktertræk. De har været på forskelige fade, nogle på nye egefade, andre på brugte sherryfade, nogle på bourbonfade, andre på Caribian Rum-fade. Det giver en fascinerende vifte af smags- og farvenuancer. Når man er så små, som vi er, er det svært at lave én whisky med en kontinuerlig smag. Men det kan vi nu, og det er den, vi afsætter på eksportmarkedet. Danica whiskyen er til udlændinge, der gerne vil smage en dansk whisky. Danskere vil have en mere nuanceret fortælling end som så, og den fortælling kan vi skabe med . Om den danske forbrugere køber en 11.2 eller 13.1, så kan vi formidle, hvad historien om de to whiskyer er. Ikke dermed sagt, at Danica er et dårligere produkt, for vi har vundet priser med den. Det er bare et andet produkt.”

Info om Braunsteins produktionsprocesser, mangeartede produkter og smagsnuancer og info om besøg på Braunstein, herunder deltagelse i åbent hus arrangementer og whisky festivaler finder du på www.braunstein.dk.

Artiklen er også publiceret i netmagasinet ManManClassic.dk

Please follow and like us:

  • 6
  • Share