Iiro Rantala: My Working Class Hero

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

At John Lennon var en fremragende sangskriver! Det kan de fleste nok erklære sig enige i. Men hvad nu, hvis man fjernede alle hans ord og lod hans melodier stå tilbage, nøgne? Hvad så? Ja, man får i hvert fald et bud på et svar ved at lytte til Iiro Rantalas soloalbum, My Working Class Hero. På albummet tager den finske jazzpianist, som pt. er en af den europæiske jazzscenes bedste solopianister, nemlig sange som Norwegian Wood, Working Class Hero, All You Need Is Love, Oh My Love og Imagine under kærlig og dog grundig behandling. Selvfølgelig genkender man de fleste af sangene i Rantalas respektfulde versionering, men med sine udflugter og sit til tider præparerede klaver udfordrer han alligevel både sit eget og Lennons publikum på fascinerende vis. Bedst fungerer solopianistens eksperiment, når han kærligt jazzificerer ex-Beatlens mere romantiske ballader. Sange som Because, In My Life og især Oh My Love bliver i solopianistens hænder til noget nær formfuldendte musikstykker. De forbliver melodiske, men får lige netop også tilført de yderligere lag, der gør dem til andet og mere end simple døgnfluer.

****  /  ACT Music  /  62 min.  /  Album også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share