Anoushka Shankar: Home

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Det her er et forunderligt, fascinerende match, som vidner om, at globaliseringen har indfundet sig. På den ene side er der Deutsche Grammophon (DG), det hæderkronede tyske label, som igennem årtier har været toneangivende i hele verden, når der blev indspillet og udgivet klassisk (ofte europæisk) musik (skrevet i sidste halvdel af det forrige årtusinde). På den anden side er der Anoushka Shankar (AS), den eminente indiske sitarspiller, som igennem det sidste årti har overtaget sin fars (Ravi Shankars) position som en af verdens førende betvingere af det traditionelle, indiske strengeinstrument. DG og AS har i de seneste år været forbundet, og det nye skud på deres fælles stamme, albummet Home, er helt og holdent baseret på meditative ragaer for solo sitar med ensemble (bas og tabla). DG har med andre ord udgivet et album, der momentant gør op med eurocentrismen og sideordner traditionel indisk musik med den klassiske europæiske musik. På Home indgår to ragaer af henholdsvis 37 og 18 minutters varighed. Den første tager afsæt i en kreation af Ravi Shankar, den sidste i en kreation af Anoushka Shankar selv, og fælles for de to er, at de er traditionsbundede og alligevel båret af improvisation. Som helhed betragtet er albummet en sand, men tilsyneladende ubesværet kraftpræstation.

*****  /  Deutsche Grammophon/Universal Music  /  55 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES

Please follow and like us:

  • 0
  • Share