Illeborg & Nussbaum: Månen ligger på gulvet

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Laura Illeborg og Channe Nussbaum har kendt hinanden siden starten af 1990erne, men de har også fokuseret på hver deres karriere. Nok har de flere gange optrådt side om side som korpiger, nok har de i 2012 udgivet en fælles debutplade, men ellers har de haft hver sit, og det ændrer sig formodentlig ikke, selv om de nu udgiver en opfølger til den fælles debut. Toeren, Månen Ligger På Gulvet, er singer-songwriting, tekstbaseret folk-pop, enkle sange der kredser om emner som København, kærlighed og kviksølv. Den første single fra albummet, Selv Nørrebro, udkom tidligere på året. Men nu følger altså hele albummet, elleve sange, og stilmæssigt hænger de godt sammen, selv om de tematisk har forskelligt fokus. Albummet fremstår som gennemtænkt, gennemarbejdet og godt produceret (af Søren Mikkelsen, som også har produceret plader af Sys Bjerre, Magtens Korridorer og Savage Rose, m.fl.). Det er lykkedes de rutinerede damer, som ellers kommer fra henholdsvis singer-songwriting’en og klezmeren at forene kræfter og bygge bro til hinanden med nogle sange, der nok er en anelse konventionelle og endimensionelle, men som også i momenter stikker forfriskende ud – som f.eks. nummeret Tjille Tjille.

***  /  Target Records  /  39 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share