Kwamie Liv live i Copenhagen Jazzhouse

Please follow and like us:

  • 3
  • Share

Første gang jeg oplevede dansk/zambiske Kwamie Liv var i august 2015 på Trailerpark Festival i Enghave. Den gang indtog hun – ung og karismatisk – festivalens store scene med udtalt autoritet. Hun ejede Royal Stage og havde en både forførisk og magnetisk tiltrækning på sommerfestivalens publikum. Siden har hun med eget materiale arbejdet sig i retningen af et gennembrud primært i Frankrig, men herhjemme har hun mest af alt gjort sig bemærket med sin helt enkle, nedtonede fortolkning af Kim Larsens Pianomand. Endelig – onsdag aften – skulle hun så optræde på en ”rigtig” dansk scene: i Copenhagen Jazzhouse, og dét var der mange, der havde glædet sig til. Ikke bare sangerinden. Jazzhouse meldte udsolgt, og der var generelt store forventninger til koncerten. Men jeg? Ja, jeg blev lidt skuffet. Og irriteret.

Jazzhouse åbnede dørene kl. 19, koncerten skulle starte kl. 20, men først kl. 21 gik Kwamie Liv på. Vel var der ikke optræk til ballade som følge af dén forsinkelse, men selv mener jeg, at det var umådelig nonchalant, grænsende til arrogant, på den måde at ”spilde” folks tid. Der kan have været gode grunde til, at alt blev forsinket, selv om publikum ikke blev informeret herom, men tanken var mere nærliggende, at koncerten bevidst blev udsat, fordi den var berammet til en time. Var Kwamie Liv gået på kl. 20, ville der allerede have været opbrud lidt over ni. Og det ville naturligvis ikke have holdt blandt nutidens natteravne. 14 numre, cirka 65 minutter. Det var, hvad det kunne blive til.

Men det var ikke kun dét, der skuffede eller irriterede. Kwamie Liv optrådte ikke med samme autoritet, som jeg havde oplevet i Enghave. Måske var hun mere nervøs, mindre groundet. Sådan virkede det. Som om, hun ikke helt kunne finde sig selv eller sin rolle på intimscenen. Som om hun momentvist lod sig ”forstyrre” af genkendelige ansigter blandt publikum og – når hun så dem – faldt ud af rollen som sangenes formidler. Ikke overraskende endte det med, at koncertens sidste to numre – ekstranumrene – var koncertens bedste. Det var som om hun med dem endelig fandt den fred og ro, det fokus, der skulle til for at gøre oplevelsen sublim. At begge ekstranumre var ballader hjalp selvfølgelig. I Higher og Pianomand var hun kun sekunderet af sin pianist og sin special guest, cellisten Cæcilie Trier. Med dem og med de numre formåede hun at fokusere og optimalt at udnytte sit stemmepotentiale og tilpasse det det intime rum.

Samme fokus havde hun ikke, da hun cirka tyve minutter inde i koncerten – knap midtvejs – ville optræde som solist – guitarist og vokalist – og først måtte sende alle øvrige musikere ned ad scenen og siden bruge amatøragtig megen tid på at få sin guitar koblet til forstærkeren. Solonummeret, I Don’t Wanna Wait In Vain, fungerede ikke rigtigt, selv om det trods alt lod publikum ane, at Kwamie Liv har en sublim, døsigt forførende stemme. Hun var lidt ufokuseret, lidt ukoncentreret, tilsyneladende mere optaget af nogle teknikaliteter omkring guitaren end af formidlingen af sangens budskab, hvorfor den kun i momenter fik den tyngde, som teksten rummer Bedre connected var Kwamie Liv med sit store hit, Lost In The Girl, som rummer den energi, der pr. automatik river enhver med sig. Dét og de to ballader, som udgjorde ekstranumrene, gjorde trods alt aftenen fornuftig. Trods skuffelse og irritation var jeg således heller ikke onsdag aften i tvivl om, at Kwamie Liv er en helt særegen, dygtig dansk sangerinde med potentialet til en lysende, international karriere.

****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 3
  • Share