Den canadisk/amerikanske jazzsaxofonist, Ben Wendel, har favnet vidt indenfor jazzmusikken. Men med sit 15. album som kapelmester eller co-kapelmester – og sit første album overhovedet på Motéma Music – bringer han os ind i postboppens verden. Og det med en flot spillende kvartet, der foruden kapelmesteren selv består af Gerald Clayton på klaver, Joe Sanders på bas og Henry Cole på trommer. Alle numrene på What We Bring er skrevet af Wendel, og måden – hvorpå de turneres af hans kvartet: især numrene Doubt og Song Song – er simpelthen prisværdigt smuk. Musikken swinger hele vejen igennem albummet, men hvor de fleste numre er kantede, metalliske og vender tilbage til de samme temaer i en (til tider trættende) uendelighed, er de nævnte numre anderledes. Førstnævnte er en melankolsk, melodiøs ballade, spillet så flot, at man bliver berørt langt ind i sjælen. Sidstnævnte er en legende let ballade, hvori hver enkelt instrumentalist danser fingerdans i smuk balance med de øvrige musikere. Og über alles er Wendels egen saxofon som et uhyre musikalsk sammenbindende fænomen.
**** / Motéma Music / 47 min.