Keith Jarrett: A Multitude of Angels

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den amerikanske jazzpianist, Keith Jarrett, er så rutineret udi det at soloimprovisere, at jeg ikke kan forestille mig, at han rådvildt kan havne i en blindgyde. Men på ”A Multitude of Angels” – disse tyve år gamle soloptagelser fra Modena, Ferrara, Torino og Genova – er der passager, hvor man som lytter uvilkårligt tænker: ”Shit, hvordan finder han tilbage på en vej, der kan føre ham trygt videre?” Ikke at jeg mistænker ham for at søge tryghed, men på et nummer som ”Modena part II” vender han flere gange sit køretøj, som testede han nervøst nogle forskellige ind- og udkørsler, og efter tyve minutter er den der: Da finder han tilbage til den trafikåre, der i en lettelsens ro kan bringe ham videre. Et absolut prøvende forsøg ender ud i ti minutters formfuldendt, lettet og rolig kørsel. Optagelserne fra Italien er aldrig før blevet udgivet, men nu er de her, og de er mesterlige og minder om, hvor aldeles fremragende en navigatør, Keith Jarrett er. Hans boks med de fire plader er et mesterværk helt på højde med hans fyrre år gamle ”Sun Bear Concerts” fra Japan.

******  /  ECM Records  /  297 min.  /  Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share