Jenny Wilson live i Vega

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

KONCERTANMELDELSE    Jenny Wilson er en karismatisk person og lørdag aften i Store Vega en person, der på én gang virkede forførisk, grænsende til lokkende og samtidig skræmmende, grænsende til dæmonisk – og det selv om hun mellem to numre nådigt lod publikum forstå, at hun elsker København. Hun optrådte med et budskab og fokuserede på dét.

Hun udsendte for nylig det anmelderoste, tematiske album, Exorcism, i et forsøg på kunstnerisk at bearbejde en voldtægt, som hun for et par år siden blev udsat for, og lørdag aften optrådte hun i København med sangene fra netop det album. Og det med udtalt autoritet og autenticitet.

Jeg er ikke i tvivl om – når jeg læser sangteksterne eller lytter til musikken – at oplevelsen har været traumatiserende, men lørdag aften var jeg heller ikke i tvivl om, at Jenny Wilson har rejst sig, igen! Det var i hvert fald ikke et offer, der optrådte. Tværtimod. Jenny Wilson havde tilbageerobret kontrollen over sit liv – måske fordi hun ”italesætter” sin oplevelse. I Vega lod hun i hvert fald forstå, hvor skabet skulle stå: Hun holdt krænkeren ansvarlig, uden at gøre sig selv til offer.

Koncerten startede med afspilning af soundtracket til det, der i svensk filmhistorie er gået hen og blevet en klassiker – temaet til Bo Widerbergs romantiske drama, Elvira Madigan (temaet er et uddrag af Mozarts 21. klaverkoncert). Det romantiske afsæt gled i det røgfyldte mørke umærkeligt over i første skæring fra Exorcism, nummeret Rapin’. Og dermed var scenen lige som sat!

Den dramatisk fortælling – og den dramatiske, elektroniske indiepoprockmusik – kombineret med det gennemførte tema og Jenny Wilsons stoiske autoritet og autenticitet gjorde koncerten til ét bemærkelsesværdigt, sammenhængende hele. Til tider var der noget ildevarslende, noget næsten truende over attituden og fortællingen, men ofte også noget formildende og komplekst i kraft af Jenny Wilsons konstante dans og løsrivende bevægelser. Hendes kropssprog og attitude var faktisk som (hvis man kan forestille sig det?!?) lige dele Freddie Mercury og Oh Land! Hun var stoisk, insisterende og frigjort.

Hendes beklædning, som skiftede lidt undervejs, startede ud med noget, der mindede om et brudeslør med kalvekrøs foran og nederdel forneden; skiftede midt i sættet til noget, der mindede om en boksers uforholdsmæssigt store shorts (blå med gult bælte, navnet Wilson printet på bæltet, det svenske flag ned ad det ene lår og noget, der mindede om en elpære midt på kønnet. Shortsene var store nok til at rumme en skridtbeskytter!?!); og slutteligt optrådte hun i en rødlig, gennemsigtig overdel over en rød bodystocking trukket over de sorte buksestrømper, hvilket fremhævede hendes markant store, sorte støvler.

På et tidspunkt sprang Jenny Wilson ud fra scenen med sin ledningsfri mikrofon og bevægede sig ned igennem folkemængden, hvorefter hun vendte tilbage til scenen, men ellers foregik kommunikationen fra scenen, og det var en stærk form for kommunikation. Uanset om hun befandt sig i et hårdt opskruet nummer eller en mere stilfærdig eller melankolsk form for formidling var hendes troværdighed og pondus evident. Numre som It Hurts og Disrespect Is Universal fremstod dog som nogle af de klareste. Når der i sidste del af koncerten indsneg sig nogle få numre fra tidligere album – f.eks. nummeret Battle With God (fra Demand The Impossible! fra 2013) – var de som i naturligt slægtskab med tematikken.

Derfor kunne man også forlade Vega i sikker forvisning om, at Jenny Wilsons x-faktor var intakt, måske endda styrket.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 6
  • Share