Jeff Beck live i Koncertsalen, Koncerthuset

Please follow and like us:

  • 3
  • Share

Meget kan man sige om Jeff Beck. Men én ting står klart: den britiske guitarist is alive and kicking – trods sine 74 år! (Forstå det, hvem der kan)!

Han er ofte blevet omtalt som Eric Claptons naturlige rival. (Han afløste da også i sin tid – midt i 60’erne – Eric Clapton som guitarist i The Yardbirds og har lige siden haft et lige så sikkert greb om sit instrument som Clapton om sit). Men årene bider tilsyneladende ikke på Jeff Beck. Ikke på hans teknik eller kunstnerisk åre i hvert fald.

På Copenhagen Jazz Festivals store scene, i DR’s Koncertsal, fremstod han tværtimod ekvilibristisk, effektiv og energisk, at han lige så godt kunne have været hovednavn på den netop overståede Roskilde Festival. (Han kunne have bjergtaget titusinder fra Orange Scene)!

Der er da heller ikke meget i hans musik, der godtgør, at han er hovednavn på jazzfestivalen – med mindre man tager idéen om, at der kun findes ”god” og ”dårlig” musik til sig – for så var det fint, at han var et af hovednavnene på jazzens festival.

Under alle omstændigheder levede Jeff Beck fuldt og helt op til mine (og mange andre publikummers) håb og forventninger!

Indre og ydre

Det kan ikke være tøj-, sko- og hårbudgettet, der sprænger hans rammer, for han er åbenlyst ikke forfængelig – hvad det ydre angår. Jeff Beck var iført udtrådte, bløde, koksgrå støvler, posende lyse bukser, ærmeløs hvid t-shirt og ærmeløs, blå, changerende vest og øverst et pjusket hår med bar plet i toppen.

Det er åbenlyst heller ikke behovet for at vise guitarer frem, der løber af med ham. Han brugte under hele koncerten kun én! En højglanspoleret, hvid el-guitar, der til gengæld var som vokset samme med ham. Sjældent har jeg set en mand spille guitar så let og behændigt, som vi andre tæller fingre.

(Det indre – kunsten og dens formidling – om jeg så må sige, var han til gengæld optaget af, måske endda forfængelig omkring). Med sig på scenen havde han et driftssikkert band: den gamle ven og kammesjuk, trommeslageren Vinnie Colaiuta og i momenter den anden gamle ven og kammesjuk, sangeren Jimmy Hall (de to havde garanteret heller ikke sprængt tøjbudgetter) foruden de yngre kvinder – bassisten, Rhonda Smith, og cellisten, Venessa Freebairn-Smith (der til gengæld var lysende eksempler på, at det er muligt på én gang at gøre noget ud af sig selv og at være teknisk og kunstnerisk kapabel).

Uden håndbremse

De fire plus én viste sig mandag aften som en eminent konstellation, der med levende versioneringer af mange af Jeff Becks egne numre, fine versioneringer af Stevie Wonders Superstition og Cause We’ve Ended As Lovers og en aldeles sublim versionering af The Beatles’ A Day In The Life ikke bare indtog, men besad scenen.

Efter bare få sekunder af åbningsnummeret, Pull It, stod det klart, at der var lagt op til en koncert uden håndbremse. Og ganske rigtigt: først små to timer senere blev håndbremsen uigenkaldeligt trukket. I det mellemliggende tidsrum var publikum vidner til en fremragende koncert med de fedeste, mest brutale og rå guitarriffs. Med pågående trommespil. Brutale basgange. Formildende cellospil. Bluesrock af den mest autentiske og teknisk mest sublime slags.

Og det allerbedste var, at Jeff Beck konstant var nærværende, klædeligt nonchalant og helt naturligt i kontrol; at han spillede præcise melodier, tillod overrumplende, rå og kantede eksplosioner og gav god plads til sine sidemen; og nok så væsentligt – at han kunne afslutte numre, effektfuldt og ubesværet og uden stor ståhej gå videre til det næste og næste og næste. Ikke dermed sagt, at koncerten blev hektisk – for det gjorde den ikke. Takket være Jeff Becks slentrende, nonchalante facon blev koncerten som helhed afbalanceret, kontrolleret, berigende. Når han og de øvrige musikere for eksempel spillede den indisk inspirerede ballade, Nadia, flød alt hans vej. Når han og de andre versionerede The Beatles’ mærkværdige ballade fra Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band eller tog livtag med den traditionelle, guitarbaserede bluesmusik – så var det medrivende, fedt.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 3
  • Share