KONCERTANMELDELSE Han har fået et veritabelt gennembrud – den mørke texaner. Og det i løbet af bare tre år, hvor han er gået fra ukendt til feteret.
Han pladedebuterede i 2015 med albummet, Coming Home, og fulgte i maj i år op med sit andet album, Good Thing. Et eller andet sted undervejs i det tidsrum blev han kendt og påduttet prædikatet: et nyt, amerikansk R&B- og soul-fænomen.
Mandag aften optrådte han på Store Vega i København, før han tirsdag optræder på Train i Aarhus. Og rygterne om hans kvaliteter havde åbenlyst bredt sig som ringe i vandet – og over Øresund. For der var udsolgt i Vega, mange svenskere blandt publikum og næsten mærkbare forventninger.
Selv glædede jeg mig da også til fænomenet, crooneren og hans helt særlige, texanske, guitarbaserede R&B og neosoul med elementer af jazz-funk. Men jeg blev – i hvert fald indledningsvist – skuffet. Ikke fordi de første numre var nye (som han fejlagtigt antog), men fordi de på en eller anden måde manglede kant, nerve, sjæl. Måske ikke i sig selv, men i hvert fald i den aktuelle live-udgave. Det stod mig ikke klart, hvorfor det forholdt sig sådan, men jeg oplevede, at Leon Bridges på scenen ikke fra start fik hul igennem til publikum. Som om der var et filter imellem scene og publikum.
Men – ret skal være ret – filtret forvitrede, og kvalitetsniveauet, nærværet og kontakten voksede efterhånden som koncerten skred frem.
Hvor fornemmelsen i starten havde været, at både jeg og andre forblev underligt uberørte og ikke kunne lade os rive med, forskød fornemmelsen sig umærkeligt i retningen af fascination og glæde, efterhånden som koncerten tog form – hvilket den gjorde i takt med, at Leon Bridges med sin rytmesans og eksplicitte sans for fraseringer og dans gjorde scenen til sin!
Første nummer var den just udsendte single, If It Feels Good (Then It Must BE), efterfulgt at Bad Bad News, en af singlerne fra albummet, Good Thing. Men først da ballader som Shy og Coming Home – numre, der godtgør, hvorfor flere har sammenlignet Leon Bridges med Sam Cooke og Otis Redding – rullede ud over scenekanten, begyndte det hele at tage form. Og med numrene, Beyond, Ana og Georgia to Texas var vi endelig inde på Leon Bridges unikke hjemmebane – med en R&B og soul, der emmede af Texas, med en antydning af kreolsk sound, countrymusik og guitarer som dominerende instrumenter. Højdepunktet – rent musikalsk – var for mig at se/høre nummeret Mrs., fordi det mere end noget andet bar Leon Bridges fingeraftryk, spor af en ikke uvæsentlig arv fra Prince og raffinerede indgange til aflæsning af de enkelte musikeres og korsangeres kvaliteter.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk