Roger Hodgson live i Det Kgl. Teater, Operaen

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

KONCERTANMELDELSE På Rodger Hodgsons hjemmeside står der med stor skrift: ”Legendary singer-songwriter – formerly of Supertramp”. Han markerer altså på sin egen hjemmeside, at Supertramp for ham er fortid. Men næsten al den musik, han mandag aften spiller i Operaen i København, er skrevet til Supertramp i 1970’erne og ’80’erne.

Han skylder da også Supertramp en del, Hodgson. Hvorfor han så alligevel – på sin egen ambivalente måde – lægger afstand til og samtidig holder liv i minderne om Supertramp, melder han ikke ud. Kun fortæller han, at alle sangene kommer fra hjertet. Hans hjerte. Hans sange.

Set i lyset af, at han fra 1969 til 1983 var en af de to mest centrale figurer (den anden var Rick Davies) i det progressive, britiske rockband, som gradvist forvandlede sig til et artrockband, der i løbet af 15 år solgte mere end 60 millioner album på verdensplan, forstår jeg, at der for Hodgson knytter sig en form for veneration til materialet, tiden og lyden. Jeg forstår endda (tror jeg), hvorfor han forfalder til blot at spille det afprøvede, velkendte og sikre materiale – fremfor at videreudvikle og udtænke nyt. Det er jo meget menneskeligt at holde fast i det bestående. Og det er (trods alt) bemærkelsesværdigt – det han allerede har skabt!

Dét bliver jeg i hvert fald mindet om – selv om jeg også undervejs i koncerten sidder og tænker, at det er mærkeligt, at han som sangskriver tilsyneladende er stoppet for 20 år siden og i dag kun begiver sig ned ad memory lane.

Jeg bliver også mindet om, hvor beslægtet Supertramps univers egentlig er med Elton Johns tidlige (eksempelvis det progressive album, Yellow Brick Road) og 10 CC’s (et album som How Dare You!), The Alan Parson’s Project (et album som The Turn of a Friendly Card) og andre af tidens britiske artrockbands’ album.

Den nostalgiske mandag aften i Operaen byder på hit på hit på hit – hvoraf nogle af de bedste på aftenen er Hide in Your Shell, Lord is it Mine og The Logical Song. Sange der ikke efterlader tvivl om, at de – og faktisk alle de andre Hodgson-sange på aftenen – er genredefinerende milepæle. Et nummer som Fool’s Overture (som for mig som ung blev definerende for min egen nysgerrighed udi musikken) er et mesterværk! Også dét bliver jeg mindet om mandag aften. Derfor affinder jeg mig også – på et eller andet plan – med, at den aldrende Hodgsons stemme fremstår mere papirtynd og skrøbelig end tidligere og med, at Hodgsons timing ikke er helt så tight som tidligere. Aftenen er alligevel en imponerende tour-de-force i artrockens historie, i de ofte simple, narrative fortællinger og i de ofte sammensatte artrock-kompositioner.

Med sig på touren har Hodgson Michael Ghegan på saxofon, Ray Coburn på keys, David J. Carpenter på el-bas og Bryan Head på trommer. Og især Ghegan påkalder sig min opmærksomhed, fordi han med sit ekspressive udtryk på altsaxofonen, sopransaxofonen og fløjten giver flere af de kendte numre en kraftfuld dimension, som også minder mig om, hvordan min egen interesse for moderne jazz tog sit afsæt i ’70’ernes og ’80’ernes artrocks sideinstrumenter. Ghegan sætter nye, solide fingerftryk på Hodgsons strandede nostalgi.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 6
  • Share