BOGANMELDELSE Norske Per Pettersons nye roman, Mænd i min situation, er knugende læsning. Som altid, når det gælder Per Petterson, en væsentlig, vedkommende og så absolut vel fortalt historie. Men altså også en trist historie – denne gang om en mand, forfatteren Arvid Jansen, og hans mentale deroute, efter at han først mister to brødre i branden på Scandinavian Star og siden sin kone og sine tre døtre efter en skilsmisse.
Den ellers succesrige Arvid Jansens liv går langsomt, men sikkert i opløsning; han mister (for en tid) evnen til at skrive; går på mange måder i forfald; tager ikke telefonen, når den ringer; kontakter ikke sine få tilbageværende venner; undgår helt generelt kontakt med andre; sover i sin bil (en bronchefarvet Mazda), når han ikke kan holde ud at være i sin lejlighed; går alligevel i byen for at skaffe sig samkvem med andre kvinder, men for det meste uden at blive opløftet heraf.
Vel er han kun 38 år, men hans fremherskende følelse er: følelsesløshed.
Historien om Arvid Jansen er en historie om skilsmisse, tab (også af egen identitet) og ensomhed. Ikke nødvendigvis en historie om apati, men i hvert fald en historie om det at blive forladt og blive modløs og udslukt.
Arvid Jansens situation af vanvittig godt beskrevet. Skildret i et flydende, næsten magisk enkelt sprog. Med sans for mandens (typiske) optagethed af detaljer – der er f.eks. i romanen utallige beskrivelser af konkrete ruter, som Arvid Jansen tager (i sin bil eller i en taxi eller bus) gennem Oslo. Der er også eminente beskrivelser af mandens (typiske) forsigtighed i den indledende omgang med døtrene (frem til det tidspunkt, hvor han for en tid mister kontakten med dem), af hans generelle følelsesforladthed, hans apatiske reaktionsmønster, hans mentale deroute, hans usikkerhed (når ekskonen alligevel kontakter ham), hans vægelsind, etc., etc.
Alt er så realistisk og troværdigt skildret. Så potentielt genkendeligt. Også for en mand som mig (selv om jeg stadig, efter endt læsning, er i tvivl om, hvorfor romanen hedder Mænd i min situation. Ønsker forfatteren mon, at jeg under læsningen skal reflektere over mænds generelle håndtering af den givne situation?) Og så er det så smukt skrevet. Tag f.eks. følgende afsnit, hvori Arvid Jansen er taget med en kvinde hjem efter et kulturarrangement…
…”da vi var kommet derhen hvor hun boede, i et af disse udefinerede områder, gik det knap så godt. Lige før jeg lukkede døren bag os på vej ind i lejligheden hun boede i, føltes det tvingende nødvendigt at se mig tilbage der hvor jeg var kommet fra, hvor det meste nu var sunket i grus, man kunne stadig se puds og teglsten vælte ned fra de sidste vægge som stod, støv steg op som røgsignaler fra gulvene, det var et tag som ikke kunne bære, ødelagte bjælker, og jeg vendte mig om og så alt dette, og helt uden forvarsel blev jeg til en saltstøtte, og hun forstod det med det samme. Hun kunne have stoppet mig på dørtærsklen til det bedste for os begge, men tog mig i stedet med indenfor. Det må have været omsorg mere end noget andet…”
Per Petterson har simpelthen igen-igen skrevet et intenst, lille mesterværk, som i hvert fald sætter sig i denne læser som uudsletteligt.
***** / Forlaget Batzer & Co. / 304 sider