Niels Christensen: Er du klar over hvem jeg var?

Please follow and like us:

  • 7
  • Share

BOGANMELDELSE Mit svar er ja (andres sandsynligvis nej). Niels Christensen var (og er den dag i dag) et kendt ansigt på den danske jazzscene. Ikke fordi han var udøvende, men fordi han var (og stadig er) booker og lydmand. Han har igennem fem årtier været centralt placeret på en række spillesteder (f.eks. Montmartre) og festivaler; har over årene opbygget et enormt netværk af musikere i kraft af sin funktion; og har i den forstand været i berøring med mange store kunstnere – danske såvel som udenlandske.

Han er garanteret dygtig, nok stor i slaget og direkte i sin tone – ude blandt alle de andre aktører på scenen – men også som skribent frygtelig lang i spyttet. Faktisk skulle der for mit vedkommende en helt usædvanlig kraftanstrengelse til for at komme igennem alle hans erindringers 464 sider. Flere gange undervejs spurgte jeg mig selv hvorfor, jeg mon havde så svært ved at kæmpe mig igennem bogen. Hvad var det i teksten, der gjorde, at jeg ikke bed på, men tvært imod måtte slås for at komme helt frem til slutningen? Svaret, opdagede jeg, var flertydigt…

For det første har hans erindringer karakter af opgørelse – det er som om han, som en anden revisor, vil sikre sig, at alle detaljer er med i statusoptællingen: erindringerne rummer f.eks. en komplet liste over plader, han har produceret; en komplet liste over koncerter han har arrangeret på Dunkers Kulturhus i årene fra 2006 til 2012; en personlig liste over musiknumre med indbygget tårefaktor; lister over koncerter han har hørt, kunstnere han har mødt, jobs han har haft, bøger han har skrevet, etc., etc.

For det andet stritter hans bog i alt for mange forskellige retninger – den rummer anekdoter fra barndommens familie, fra oplevelserne som udøvende musiker og fra (i flere tilfælde sporadiske) møder med kendte musikere. Men også halvkvædede viser om dansk og svensk musik- og kulturpolitik. Om forholdet til England!?! Om gaffer tape og musikmagasinet Gaffa. Om forholdet til alkohol, tobak og stærkere sager. Om det at skrive, drømme og danse. Og tit – under læsningen – tænker jeg: Hvor skal vi nu hen? Svaret er: Ofte aner jeg det ikke. Men sigende for revisor Niels Christensens trang til at få alt med under optællingen er, at overskriften på det sidste kapitel, som opsamler alt det, der åbenbart skal med, men som ikke kan passes ind under tidligere overskrifter i bogen, er: ”Alt det andet”.

Jeg fristes til at tro, at alt skal med, fordi revisoren / forfatteren stadig lider af det, som titlen antyder, og som han selv nævner under sin beskrivelse af sin ungdom – det, der hedder ”selvovervurdering”. Jeg har det da også sådan, at jeg – når jeg f.eks. læser om hans funktion og rolle under udviklingen af København som kulturby i 1996 og siden etableringen af en koncertrække under en kunst- og kulturfestival i Salisbury i England – hellere vil læse opdragsgiveren Trevor Davies’ erindringer om det samme. For det var Trevor Davies, der tænkte tankerne og støbte kuglerne.

Noget helt tredje, der også går mig på under læsningen er sproget – det rappe, selvfede og ofte slappe. Tag følgende eksempler og vurder selv! (Eksemplerne er alle konkluderende sætninger om konkrete musikere, oplevelser eller udsagn): 1) …”gav yderligere point i min bog”; 2) ”Ret flot gået”; 3) ”Den måtte jeg lige bruge lidt tid på at sluge”; 4) ”Ubetaleligt”, 5) ”Lidt af en skuffelse”; 6) ”Så skulle den også være på sin plads”; 7) ”Sådan er der så meget”. Fælles for citaterne er, at de er sprogligt slappe, klichefyldte og alt andet end billeddannende. Niels Christensen mestrer nemlig ikke den basale fortælleteknik, der på engelsk hedder: ”Don’t tell it, show it”. Han gør det modsatte. Fortæller. Ofte uden af forklare på hvilket grundlag han konkluderer det ene eller andet.

I virkeligheden gør han det, som han afslutningsvis skriver, at han ikke vil: Han blærer sig med sit CV, selv om læseren (læs: jeg) i virkeligheden ofte er mere interesseret i beskrivelser af de mestre, han møder. Mødet med Van Morrison levnes f.eks. ganske lidt plads (selv om han er en af de store kunstnere) – måske fordi han ikke ønskede direkte kontakt med den danske lydmand. Et afsnit under fortællingen om festivalen i Salisbury viser ganske godt, hvad jeg mener: ”Jeg må erkende, at det bedste ved min uge i Salisbury var det, der intet havde med musikken at gøre. Hotellet, jeg boede på, var en smukt istandsat kro fra 1578, og jeg indtog min eftermiddags-pint ved et stenbord angiveligt fra 1100-tallet, i en kro der var lige så gammel. De smukke, gamle bygninger osede at atmosfære og indbyggerne i byen var utroligt venlige og opmærksomme.” Jeg mener: Hvad betyder ”smukt”, ”atmosfære” og ”opmærksomme”? Hvad betyder ordene helt konkret? Jeg aner det ikke.

En redaktør burde have påpeget problemerne, have slettet nogle afsnit og foreslået stramninger af andre. Og så burde brugen af en stringent rettesnor i form af en synopsis have været anvendt. For dermed kunne erindringerne have anslået et tema, en udvikling og / eller en erkendelse, hvor vi nu må nøjes med halvkvædede viser, uudfoldede billeder og antydningen af noget mere interessant.

** / Forlaget Vilhelm / 464 sider / Også anmeldt i musikmagasinet Gaffa

Please follow and like us:

  • 7
  • Share