BOGANMELDELSE
Omslaget skilter ikke med det. (Bortset fra, at der på forsiden er et foto af en dreng med bar overkrop). Måske tager jeg også fejl. Og dog. Der burde have stået ”ungdomsroman” på forsiden, snarere end roman. For Tættere på Jorden end jorden fremstår som en ungdomsroman – erfarer jeg, da jeg læser.
Jeg vil vove den påstand, at Tættere på Jorden end jorden er en ungdomsroman. I hvert fald er den en let læst roman – fortalt i simpel, mere eller mindre kronologisk form med korte, forbundne afsnit eller kapitler. I den forstand er den let at gå til – selv for unge, uprøvede læsere.
Tættere på Jorden end jorden handler endda om en dreng, Ebbe, der vokser op i en lille flække med en enlig, lidt nervøst anlagt mor og som måske i fraværet af faderen (der har skabt sig et nyt liv med en ny kvinde) og i mødet med en anden dreng, Otto, begynder at danne sig sin helt egen identitet – som en introvert, lidt håndsky og snart også seksuelt anderledes dreng.
Hele dét spørgsmål – om etablering af en ny, selvstændig identitet – dét må være tiltænkt unge læsere! For der er intet i historien om identitetsudviklingen, der knytter an til et voksent menneskes ståsted. Drengen bliver ikke voksen, før fortællingen er slut!
Nå, men lad dét fare. Og lad mig fortælle om historien, som jo ikke desto mindre er der. Den er i sig selv ret konventionel. Den handler om en dreng, der ikke rigtig kan begå sig, ikke rigtig spille fodbold og ikke rigtig tilpasse sig de andre drenges normer og værdier. Og som – tvunget af de omstændigheder og måske som følge af andre, mere subtile og sammensatte tildragelser eller skæbnen, om man vil – udvikler en homoseksualitet sammen med eller på trods af sit møde med den grænseoverskridende og lidt ældre Otto. I romanen registreres små og store begivenheder, samtaler, tanker og følelser på en måde, der – som i så mange andre romaner – får mig til at tænke, at det beskrevne i vidt omfang må være selvoplevet. Men som læser bliver jeg alligevel ikke klogere på baggrunden for drengens specifikke identitetsudvikling. Dertil er romanen alt for overfladisk.
Den bygger ikke for alvor på smerte. Og taler ikke for alvor til mit hjerte. Endsige til mit intellekt.
Men undervejs i læsningen sker der alligevel noget. Noget meget afgørende for historien. Noget, der må få konsekvenser for hovedpersonen og hans videre udvikling og liv. Af uransagelige grunde sker det bare få sider, før romanen slutter. Derfor efterlades jeg som læser med følelsen af at blive koblet af, netop da alvoren indfinder sig.
Ebbe får som helt ung en ny ven – en kæreste, der hedder Iggi – og ansporet af pigerne i klassen indvilger han i at invitere Iggi med til en fest. Her opholder de unge piger og drenge sig i hver deres del af festlokalet – angst for åbent at vise interesse for det modsatte køn, selv om det naturligt nok er den interesse, der fylder mest af alt. Måske bliver det hele lidt mere akavet og vanskeligt af, at Ebbe og Iggi som noget naturligt opholder sig sammen med pigerne, mens Otto og de andre drenge drikker sig mod til og spiller tough. Især på bekostning af Ebbe og Iggi – homoerne!
Selvfølgelig munder festen ud i en konfrontation mellem Ebbe og Iggi på den ene side og Otto og de andre drenge på den anden. Og den konfrontation udvikler sig samme aften dramatisk, da Otto – måske af jalousi, i hvert fald provokeret af Ebbes nu helt åbenlyse homoseksualitet – angriber ham og Iggi med en voldsomhed, der gør, at Ebbe i selvforsvar må slynge en sten i hovedet på ham – for dog at stoppe ham. Otto falder om, hårdt ramt, stærkt blødende, måske død. Og i panik – og med uventet hjælp fra en lokal mand, som børnene og de unge på egnen konsekvent kalder børnelokkeren – skaffer de ”liget” af Otto af vejen. Men dér, netop dér, slutter bogen. Da smerten indfinder sig. Og alt bliver alvorligt. Og spændende. Slut.
*** / Forlaget Gladiator / 120 sider