Niclas Knudsen Trio: Times Revisited

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Niclas Knudsen er pt. en af Danmarks mest markante jazzguitarister. En gedigen komponist. Og en fremragende instrumentalist, som indenfor en bred vifte af temperamenter er i stand til at improvisere og tage et musisk udtryk i nye retninger. Det er den evne – og det generelle niveau – der gør, at han er skattet i mange konstellationer, en velkommen vejviser. Selv forbinder jeg især Niclas Knudsen med orkestrene Kalaha og Ibrahim Electric. Men også i andre konstellationer og som solist har han imponeret mig og mange andre med sin inderlige og/eller infernalske guitarfræs. Med sin nye, stærke trio – der i øvrigt består af Kresten Osgood på trommer og Anders ”AC” Christensen på bas – tager han af samme grund bare endnu et skridt op ad rangstigen. Den moderne jazzmusik på albummet, Times Revisited, er original og helt og holdent selvskabt, men den rummer også elementer af eller måske i virkeligheden hilsner til gamle, nordiske folkeviser, hymner og ballader, til sydstats-bluesrock-musikken og til vestafrikansk ørkenblues. Et nummer som Homesick er f.eks. som taget ud af de sugende sumpe i sydstaterne, mens et nummer som Ouagadougou er taget ud af den hede ørken omkring Burkina Fasos hovedstad og titelnummeret er funderet i den dansk / svenske jazz- og visetradition. Titelnummeret er i min optik albummets klart mest formfuldendte.

**** / Big Note / 41 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share