Martin Fabricius Trio: New World

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Danske Martin Fabricius er ved at udvikle sig til det, man kunne kalde en rutineret komponist og vibrafonist. New World er således hans fjerde album i eget navn – et godt, gennemarbejdet og gedigent udspil – både i kraft af den stilfærdige stringens, der kendetegner kompositionerne og i kraft af det tekniske raffinement, der kendetegner Fabricius’ eget spil og sammenspillet i trioen, der i øvrigt tæller kontrabassisten Andreas Markus og trommeslageren Jacob Hatholt. Den originale musik gør egentlig ikke væsen af sig, men den sniger sig alligevel ind på undertegnede som en lise, der i momenter er stilfærdigt insisterende (hør det stilfærdige nummer, Two of a Kind), i andre momenter besynderligt galopperende (hør nummeret, Beef no More). Bedste nummer på det nye album er efter min mening balladen, A Very Good Man. Især fordi det er en ballade. Vibrafonen er jo et vanskeligt instrument, fordi det er så dominerende i et lydbillede, men i balladen synes balancen mellem vibrafonen og de andre instrumenter at være noget nær fuldkommen. Og helt fuldkommen er balancen i albummets sidste, meget melodiske og smukke nummer, Old Words.

***  /  Zack’s MUSIC/BERTHOLD Records  /  45 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share