TEATERANMELDELSE
Der er for mig noget naturstridigt i efter tæppefald at sidde og klappe af skuespillerne, når det, de lige har præsteret, er en knytnæve i synet – i form af en påmindelse om den jødeforfølgelse / det folkedrab, der fandt sted i 1940’ernes Europa. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at klappe. Uanset, hvor godt skuespillerne så har gjort det.
Noget andet er så, at teaterstykket, ”Skoene ved floden”, er lidt for konventionelt; at både manuskript, dramaturgi og instruktion er lidt for konform. Især to ting hæver dog stykket som helhed op over overliggeren: de enkle grafiske værker, der løbende igennem forestillingen vises på bagskærmen (som illustrative kommentarer til det, der foregår på scenen) og live-musikken, der skabes på stedet af Anders Koppel (på orgel og klaver) og Henrik Dam Thomsen (på cello).
Stykket er skrevet og instrueret af Anders Koppels teater-rutinerede kone, Ulla Koppel, og handler om jødeforfølgelsen i Østrig-Ungarn op til og under 2. Verdenskrig. Stykkets titel refererer til det mindesmærke, man i dag kan se ved Donaus bred i Budapest. Mindesmærket består af 60 par sko støbt i bronze til minde om de, jøder der her blev likvideret. Jøderne blev ført ned til floden, hvor de måtte lægge deres tøj og stille deres sko, hvorpå de blev skudt og skubbet i floden. Mere end 10.000 blev myrdet midt i byen i løbet af krigens sidste fire måneder. Bag drabene stod det ungarske Pilekors-parti, som i ledtog med nazisterne havde taget magten i landet og sendt voldspatruljer ud i gaderne.
Hvad er der at klappe af?
Forestillingens problem er, at den gaber over for meget. At den vil fortælle en for stor historie. Når jeg nu er inviteret ind i en intim setting, hvorfor bliver jeg så ikke præsenteret for den barske virkelighed, som den tager sig ud i en mor, der tror, at hun har mistet sin søn. Eller i et par, der forelsker sig, men hvoraf den ene bliver dræbt. Giv mig adgang til fortvivlelsen og smerten og håbet hos de tilbageværende, snarere end adgang til et forsøg på at skildre den politiske virkelighed i et Centraleuropa, som jeg trods alt har et overfladisk forhold til. Spil for mig. Snarere end: syng for mig. Dét tænker jeg om selve forestillingen – at skuespillerne ikke har fået et manuskript og en instruktion, der giver mig adgang til de dybeste følelser.
Louise Norbye, Magnus Christensen, Søren Højen, Lene Poulsen, Christine Schøtt, Mira Noltenius og Ditlev Ulriksen gjorde dog alle deres bedste.
Og som sagt – de grafiske værker og animationer, der løbende igennem forestillingen vises på bagskærmen, og live-musikken af Anders Koppel og Henrik Dam Thomsen skærpede sanserne. Valgte man det rette sæde, ville man endda sidde mindre end en meter fra celloen – i dét fortættede rum. Og sjovt nok – de to rutinerede musikere forekom mig upåvirket af, at forestillingen tirsdag aften indledningsvist blev ramt af et strømudfald i Valby. Nødbelysningen virkede. Og da lyset endelig kom og lydprøver kunne gennemføres, kunne Anders Koppel bag sit orgel – med ansigtet vendt mod publikum – endda joke: ”Nu drejer det sig kun om timer” (før vi kan komme i gang, red.). Forestillingen kom i gang – med en halv times forsinkelse. Og den påmindelse, den var og er, om forfølgelse og folkedrab midt i Europa, er vigtig! Og, som teatret selv har meddelt i pressematerialet: sørgeligt aktuel.
***