Caroline Henderson er en sangerinde, der – både auditivt og visuelt – udstråler, at hun er i kontrol over sit materiale, sit orkester, sin stemme. Sådan har det været igennem flere år. Og at dømme efter hendes præstation på det nye album, Lonely House, er der ingen forandringer på vej, hvad dét angår. Henderson udstråler endnu engang, at hun er et naturtalent som jazzvokalist, at hun har en særegen ”instrumental” tyngde, og at hun på troværdig vis kan gøre sig til ét med sit materiale.

Materialet på Lonely House er ganske vist Kurt Weills. Men dét er kun godt. Den tyske komponist, der døde i 1950 som bare 50-årig, efterlod sig en mangefacetteret kompositorisk signatur, som siden har fået betydning for sangere som Tom Waits, P.J. Harvey, David Bowie – og nu altså også Caroline Henderson. Den anmelderroste danske jazzvokalist træder med andre ord i andres, forholdsvis ”driftssikre” spor med sit nye album.

Men – selv om hendes vokal på Lonely House er klart genkendelig – vælger hun også at udfordre sig selv, musisk. Og dét gør hendes nye album til en musisk oplevelse. Noget af det ”pæne”, der har præget hendes tidligere album, er således på Lonely House blevet erstattet af noget klædeligt skramlet.

*****

Copenhagen Records

44 min.