Mange ting kan man sige om min egen kone, men ikke at hun er konfliktsky. Faktisk kan hun være meget konfliktopsøgende og hård. (Selv kalder hun det ”retfærdig” og ”tydelig”). Men i Beth Hart mente hun at have fundet sin overmand, i hvert fald hvad angår hårdhed og tydelighed. ”Forestil dig lige en konflikt med hende,” sagde min kone, da Beth Hart var nået nær enden af sin koncert i Amager Bio. Tanken var rædselsvækkende.

På scenen befandt sig nemlig en alt andet end feminin (hvis man ser bort fra formerne) kvinde, som gik rundt og udspyede brutale eder. Ikke at hun opsøgte konflikter, slet ikke, men hun var brutal i tonen, satte sin mand til vægs (på en ironisk, kærlig måde) og var både højrøstet, hård og powerfull. Hun lod f.eks. efter to numre publikum forstå, at hun var kommet for at ”play the shit out of you guys”. Hun lod efter fem numre ejeren af spillestedet (som ikke havde installeret eller tændt for sin air-condition) forstå, at der var ”hot like shit”. Og hun fortalte publikum, at hendes mand havde et problem, som hun havde adresseret med sangen, Wash Your Feet You Stinky Mother Fucker.

Jeg tænkte undervejs: Hvordan bliver denne kvinde fra den amerikanske vestkyst mon modtaget i det amerikanske Bibel-bælte? Vil publikum der kunne acceptere en femme fatale af dén karakter? Vel åbnede hun koncerter på Amager med den uhyre svedige blues, Sinner’s Prayer, men derfra og til at få tilgivelse? Jeg kunne ikke forestille mig, at hun ville kunne få tilgivelse for sit inficerede sprog og sin alt andet end familievenlige facon i det amerikanske Bibel-bælte.

Hun var indbegrebet af en karakter, som de fleste – selv jeg – ville foretrække ikke at møde en aften i en mørk gyde: rædselsvækkende. Men også fascinerende og som sanger utvetydigt forrygende. Det fascinerende og forrygende lå – dels i hendes stil, der emmede af no-nonsense, dels i hendes evne til på en gang at forekomme stovt nonchalant, afbalanceret og determineret samtidig med, at hun sang med noget, der mindede om orkanstyrke. Der var ingen tvivl. Hun mente, hvad hun sagde: Hun ville virkelig synge og ”play the shit out of” os.

Som sanger er hun (så godt som) uden sidestykke. I dag kun matchet af Alanis Morissette. Helt sikkert inspireret af Janis Joplin. I hvert fald en sjælden karakter. Indbegrebet af blues og rock og rul.

Mest mindeværdig onsdag aften i Amager Bio var imidlertid de mere stilfærdige ballader: en svedig blues som I Love You More Than You’ll Ever Know, en langsommelig blues som Caught Out In the Rain, en country-inspireret sang som Bang Bang Boom Boom og et par kærlighedssange som Leave The Light On og My California. De mange dedikerede (primært midaldrende) fans, der var mødt frem til den udsolgte koncert på Amager fik med balladerne et meget klart indtryk af, hvilke nuancer orkanen på scenen også rummede.

*****  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk