Megafon: Triskaidekamani

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Megafon er et dansk / norsk eksperiment af elektronisk karakter. Et eksperiment, der hidtil har været forbundet med dyder som tålmodighed og perfektionisme – i alle delaspekter af det at skabe musik. Forud for det, der skulle blive til albummet, Triskaidekamani, lagde gruppen, der som udgangspunkt består af parret Marte Schau (sang) og Mikael Fleron (sax), imidlertid pres på sig selv ved at kræve ét nyt nummer indspillet pr. måned. De 13 numre, det på 13 måneder blev til, er nu samlet på den autentisk medrivende CD, hvorpå også Heidi Luke (trommer) og Kaspar Luke (bas) medvirker. Musikken på Triskaidekamani er sammensat, genremæssigt bedst beskrevet som electronica / nujazz med både nordiske og bulgarsk / mellemøstlige klangflader. At dét er tilfældet skyldes, at Marte Schau helt fra begyndelsen har bibragt eksperimentet en interesse for bulgarsk musik og gypsy, og at Mikael Fleron har bibragt det en interesse for avantgardejazz og mellemøstlig musik. Schau og Fleron fandt sammen i et etno-elektronisk band, og nu står de så – efter en længere musisk, geografisk og åndelig rejse – med deres CD nummer tre – en medrivende CD, der lægger nye alen til forståelsen af electronica.

****  /  Megafonmusic  /  46 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES

Please follow and like us:

  • 0
  • Share