For et øjeblik siden var hun en ganske almindelig ung dansk kvinde. I dag er Anya genstand for både musikjournalisters, branchefolks og publikums interesse. Måske fordi hun er ung og smuk, autentisk og uspoleret. Måske fordi hun slet og ret er et talent – med en vokal, der bare skal raffineres, før hun står som en lysende stjerne. Måske som følge af… det hele.
At Trailerpark havde programsat hendes optræden til fredag aften kl. 19 – på festivalens hovedscene – kunne kun tages som udtryk for, at festivalens forventning til Anya (og i øvrigt til publikums interesse) var i tråd med musikjournalisternes og de øvrige branchefolks.
Men hvordan blev hendes optræden på Royal Stage så? Jo, af hendes kropssprog, ansigtsudtryk og udsagn (fra scenen) fremgik det meget klart, at her netop stod en ung, smuk, autentisk og uspoleret kvinde. En ukrukket og endnu uhærdet urnatur. (Må det vare ved!) Måske en kvinde med et lyst sind og i hvert fald en kvinde med et talent for at synge med autenticitet.
Bag sig på scenen havde hun keys og trommer, og så sang hun sig ellers ind i sit (endnu) spinkle univers – ind i grænselandet mellem R&B, vokaljazz og soul – alt imens hun tilsatte en knivspids nordisk melankoli (uanfægtet af det med det lyse sind).
Hun virkede i starten berørt af situationen. (Naturligt nok). Af det at stå på en stor scene, med mange mennesker foran sig (alle på forsigtig afstand af scenen), af det at have den nedadgående sol lige i øjnene (gennem et rundt vindue i hallens modsatte ende), af det at hun skulle bevise noget. Men efterhånden fik hun løsnet op, publikum kom nærmere, og talentet åbenbarede sig. Numre som Greet Me, Need to Know og Snap Back blev sunget – numre, som alle havde et fedt beat og en fed fremdrift. Andre, mere uraffinerede numre blev sunget. Men uanset raffinementernes omfang i det enkelte nummer – talentet var åbenlyst.
Derfor var det også både irriterende og beskæmmende, at lyden var så forvrænget, som den var. Lyden på festivalen har i år generelt været god, men under Anyas optræden var den forvrænget og alt for høj. Uanset hvor i hallen, man placerede sig. Dét var naturligvis ikke Anyas skyld, men det trak så absolut koncertoplevelsens intensitet nedad.
Vel har Anya selv noget at arbejde videre med, før en sceneoptræden bliver optimal. Hun kan arbejde med sangskrivningen, variationen i udtrykket, dybden. Måske med koreografien. Hvis bare hun samtidig værner om sin autenticitet og sit talent. Sit væsen.
*** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk