Anti RubBer brAiN fActOrY & HmAdchA: Serious Stuff & lots of Lightness

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Det fransk/marokkanske big band med det mærkværdige navn, Anti RubBer brAiN fActOrY & HmAdchA, er et vildt bekendtskab. Orkesteret mikser flere forskellige musikgenrer i et halsbrækkende og aldeles uhøjtideligt ridt, der ikke levner jazzpolitiet andre muligheder end at udskrive en gigantisk bøde. Det ene øjeblik føler man sig med orkesteret hensat til Bourbon Street i New Orleans, det næste til markedspladsen i Marrakech. Det ene øjeblik tænker man på parisisk freejazz, det andet på traditionel jødisk musik. Det ene øjeblik tænker man på gnawa, det andet på blues, det tredje på afro-arabisk stammedans. Og sådan er det konstant – ind og ud af etablerede genrer, som her mikses helt ubesværet. I spidsen for hele balladen står bassisten, Yoram Rosilio, som både har skrevet, arrangeret og dirigeret. Rosilio har rødder i jazz, electronica, impro, folk og world, hvorfor det egentlig heller ikke er så underligt, at albummet, Serious Stuff & lots of Lightness, favner så vidt. Men det er alligevel sjældent, at man som lytter bliver inddraget i rus af så voldsom, ubestemmelig og medrivende karakter.

***  /  LFDS Records  /  57 min.  /  Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES

Please follow and like us:

  • 0
  • Share