MUSIKANMELDELSE    Det er et fint album, den tyske jazzpianist, Hubert Nuss, nu sender på gaden. Et album med standards og egne kompositioner (der kunne gå hen og blive standards) – forløst af en fin trio bestående af Nuss på klaver, John Goldsby på kontrabas og John Riley på trommer. Kompositionerne, forløsningen, produktionen. Alt virker fint. Delikat. Smukt. Men… jeg må også sige, at jeg – trods gentagne aflytninger – oplever helheden som et lydlandskab uden iøjnefaldende højdedrag, uden de store anstødssten. Musikken bliver for mig som et fint tapet rullet ud, men vel at mærke et tapet, som jeg allerede i næste moment har glemt. Vel er det pænt, vel får jeg lyst til at sætte det op, men så snart jeg ser et andet tapet, glemmer jeg dette her. Og dét er albummets svaghed. At musikken er så pæn og poleret, at selv raffinerede standards som John Greenes Body and Soul, Thelonious Monks Let’s Cool One og Bill Evans’ Time Remembered mister kant og nerve. Bedst fremstår af uransagelige grunde Nuss’ egne kompositioner – dem er der tre af. Det er som om, Nuss og trioen, har dem mere under huden.

***  /  Pirouet Records  /  51 min.