Ran Blake & Claire Ritter: Eclipse Orange

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE De to amerikanske jazzpianister, Ran Blake og Claire Ritter, er rutinerede og aldrende, og dog tilhører de to forskellige generationer. Blake er således 83 år, Ritter 66. Og deres forhold er specielt. Blake har nemlig – siden de to mødtes i 1981 på New England Conservatory i Boston – været Ritters mentor, først hendes lærer, siden den mur hun kunne spille bold op ad. I 2017 gav de to en fælles koncert – to pianister, to klaverer – på Queens’ University i Ritters hjemby i North Carolina, foran Ritters elever. Det er dén koncert, der er blevet optaget, og som nu er blevet tilgængeliggjort for alle os andre, der ikke var tilstede den aften i oktober 2017. De to suppleres i enkelte numre af Kent O’Doherty på saxofon, men for det meste er det bare de to pianister, de to klaverer, man hører. Og for det meste i egne numre, enkelte gange i standards af f.eks. Thelonious Monk (Blue Monk), George Gershwin (Summertime) og Harold Arlen (Over the Rainbow). Konstant i korte numre, som rakte kræfterne ikke til længere ridt. Under alle omstændigheder i et bemærkelsesværdigt smukt sammenspil – de to klaverer imellem.

**** / Zoning Recordings / 54 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share