Matt Ridley: The Antidote

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den meget talentfulde, britiske jazzbassist, Matt Ridley, har hentet inspiration til sit nye (tredje) album (i eget navn), The Antidote, i flere forskellige boldgader, og resultatet er blevet derefter: eklektisk, mange facetteret og, ja, dybt fascinerende. Når jeg hører åbningsnummeret, Thalo Blue, tænker jeg f.eks., at Ridley må have et nært forhold til nogle af Genesis’ tidlige plader. Der er nemlig et klart element af symfonisk rock over åbningsnummeret – et element, der minder om Genesis’ 70’er-rock. Når jeg hører versioneringen af Wayne Shorters Infant Eyes og Ridleys efterfølgende suite i fire dele, tænker jeg netop, at Ridley må have et nært forhold til Wayne Shorters univers og til den moderne partiturmusik og jazz. Men hele tiden står det mig også klart, at han helt er sin egen, en innovativ og original kunstner der med sin eminente besætning (Alex Hitchcock på saxofon, Ant Law på guitar, Tom Hewson på keys og Marc Michel på trommer) skaber et arkitektonisk værk af stor styrke – melodisk, insisterende, ekspressivt og stærkt. Et detaljerigt, virtuost og dynamisk crossover, der altovervejende hælder til jazzens side, ikke på noget tidspunkt falder i kvalitet og som oven i købet er vanvittig godt produceret – en fornøjelse at lytte til.

*****  /  Ubuntu Music  /  58 min. 

Please follow and like us:

  • 0
  • Share