Diverse kunstnere: Honoring Pat Martino vol. 1

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den amerikanske jazzguitarist, Pat Martino, var i sit livs efterår en levende legende, et forbillede for andre, kendte jazzguitarister. For dem var det selvfølgelig trist, men ikke uventet, at Martino efter længere tids sygdom og svækkelse døde i november 2021 i en alder af 77 år. Tilsvarende er det ikke for os andre uventet, at nogle af de mange beundrere har indspillet det, der tegner til kun at være det første af flere hyldestalbum til, for og om legenden, Martino. På Honoring Pat Martino, vol. 1 hører man således Adam Rogers, Peter Bernstein, Kurt Rosenwinkel, Fareed Haque, Sheryl Bailey, Ed Cherry, Rez Abbasi, Jeff Miles, Russell Malone, Dave Stryker, Paul Bollenback, Nir Felder, Oz Noy og Joel Harrison spille udvalgte numre fra Pat Martinos betydelige bagkatalog af kompositioner. Og lytter man til kvaliteten af de mange ekvilibristers versioneringer, aner man konturerne af Martinos betydning. Martino revolutionerede på mange måder den guitarbaserede jazz; han forbandt rocken og jazzen; og det med både ballader og energiudladninger af en, for jazzen, sjælden art. Selv foretrækker jeg dog hyldestalbummets mere stilfærdige passager – numre som Russel Malones versionering af Lament og Joel Harrisons versionering af Country Road.

****  /  High Note Records  /  59 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share