Irabagon, Hegre & Drønen: Axis

Den filippinsk/amerikanske altsaxofonist, Jon Irabagon, er et af de helt store dyr i den nye åbenbaring: en ”rising star” på den amerikanske østkysts jazzscene pt. Hans teknik er unik, og hans forståelse af avantgardejazzen exceptionel – hvilket man selv kan konstatere, hvis man lægger ører til Axis, hans nye plade med de to nordmænd, John…

Continue reading →

Krokofant: Krokofant III

Det er uforfalsket energi, den norske jazzrocktrio, Krokofant, lægger for dagen på dette – det tredje album på tre år: uforfalsket energi i grænselandet mellem den progressive rock og den mest hårdkogte form for jazzrock. Guitaristen Tom Hasslan, saxofonisten Jørgen Mathisen og trommeslageren Axel Skalstad blotlægger således et soundscape, der er som et miks af…

Continue reading →

Jamie Reynolds: Grey Mirror

Jamie Reynolds er et nyt stjerneskud på den canadisk jazzscene. En komponist og pianist, der – både i kraft af eget talent og evnen til at sammensætte musikere – kan sætte nye standarder i canadisk jazz. På sit nye jazzalbum, der – meget sigende – udkommer på Fresh Sound New Talent, har han sat guitaristen…

Continue reading →

Paul Jones: Clean

Selv siger den amerikanske jazzsaxofonist, Paul Jones, at han også er inspireret af hiphop. Men når man lytter til hans nye album, Clean, forekommer det mest oplagt at tale om, at han er inspireret af det tyvende århundredes minimalisme indenfor klassisk musik – af pionerer som Philip Glass og Steve Reich. For så minimalistisk er…

Continue reading →

Wild Bill Davison: The Danish Sessions, 1973-1978

Trompetisten, William Edward Davison (1906-1989), videreførte – om nogen – den musik, som hans samtidige, Louis Armstrong (1901-1971), bragte til verden. Det vil sige balladerne – New Orleans jazzen – med swing og stump. Og eftersom Davison i perioden fra 1973 til 1978 boede i Danmark, blev der naturligvis lavet nogle indspilninger her, og det…

Continue reading →

Brian Landrus Orchestra: Generations

Den amerikanske barytonsaxofonist, Brian Landrus, har med sit nye jazzalbum, Generations, skabt noget, der minder om et monstrøst værk – skrevet som det er for en besætning på hele 25 hoveder. Albummet indledes med en koncert i fire satser, Jeru Concerto, og fortsætter over i flere andre numre, men det hele synes som tænkt i…

Continue reading →