Leif Sylvester Family & Friends: Ama’r

Kunstmaleren, skuespilleren, musikeren, gøgleren – Leif Sylvester – vender nu, efter 28 år, tilbage til musikken. I de 28 år har han primært helliget sig maleriet, men dét skal der nu – med et nyt album og orkesteret Family & Friends – gøres op med. Nu udsender Sylvester ikke bare albummet, Ama’r, han skal også…

Continue reading →

Ralph Towner: My Foolish Heart

Ralph Towner er et stort navn i moderne amerikansk jazz. Kendt, især, for sin virtuose omgang med klassisk og 12-strenget guitar. Kendt for sine mange, varierede udgivelser – i eget navn og som sideman (i duoer og flere større konstellationer på især ECM, hvor han pladedebuterede i 1972 og siden har udgivet / medvirket på…

Continue reading →

Eo Simon Trio: Mayan

Den spanske jazzpianist og –komponist, Eo Simon, præsenterer på sit nye album, Mayan, en virkelig flot omgang triojazzmusik. Og dét sammen med sine to franske sidemen – bassisten Gil Lachenal og trommeslageren Alain Richard. Man fornemmer, at Eo Simon elsker trioformatet og dettes traditionelle instrumentering, men man fornemmer også, at han elsker at udfordre både…

Continue reading →

Syng med i farver…

Sang-café.   Tirsdag den 7. februar kl. 19.30 inviterer Café SYNG! for anden gang indenfor i Wittenbergsalen i Lutherkirken i Randersgade 3 til gratis fællessang. Café SYNG! er en ny række af events, hvorunder alle – høj og lav, ung og gammel – under ledelse af et af kirkens tilknyttede kor inviteres til at tage del…

Continue reading →

Jonatha Brooke i Luther Kirken

Det er en af USA’s største singer-songwritere, der giver to koncerter i Luther Kirken torsdag den 2. og fredag den 3. februar – i begge tilfælde kl. 20. Jonatha Brooke er singer-songwriternes forbillede: en eminent sangskriver, sanger og guitarist, kendt for sine gribende tekster, sine komplekse harmonier og sin autenticitet og ligefremme sceneoptræden. Hendes musik…

Continue reading →

Celia Vergara: Time to Play

Den spanske jazzsangerinde, Celia Vergara, har med Time to Play lavet et album, der på mange måder indplacerer hende som en kvindelige europæisk pendant til de nordamerikanske croonere, Curtis Stigers og Michael Bublé. Flere af sangene på Vergaras nye album bliver forløst på en sådan måde, at associationerne stiller sig i kø. Hun lægger selv…

Continue reading →